Dansk

En engel som hersker i drømme 

Af Omar Pérez Santiago
Omar Pérez Santiago (født 1953) har blandt andet skrevet Malmö är litet (Malmø er mindre), Memorias eróticas de un chileno en Suecia (En chilener i Sverige skriver sine erotiske memoirer) og den grafiske roman Negrito no me hagas mal (Søde ven, gør mig ikke ondt). Han har  udgivet La pandilla de Malmö (Malmöligan) med oversættelser af svenske digtere.
Oversat fra spansk af Sara Høyrup / www.texthouse.eu
 
 
Omar Pérez Santiago (født 1953) har blandt andet skrevet Malmö är litet (Malmø er mindre), Memorias eróticas de un chileno en Suecia (En chilener i Sverige skriver sine erotiske memoirer) og den grafiske roman Negrito no me hagas mal (Søde ven, gør mig ikke ondt). Han har  udgivet La pandilla de Malmö (Malmöligan) med oversættelser af svenske digtere.
Oversat fra spansk af Sara Høyrup / www.texthouse.eu
 
 Oversat fra spansk af Sara Høyrup
(EN BOG OM MICHAEL STRUNGE, Redigeret af Anne-Marie Mai og Jørgen Aabenhus, ISBN 978-87-21-03231-9
277 sider, illustreret med 16 sider foto.)
Foto: Claudia Pérez 

På et litteraturtræf i begyndelsen af 90’erne læste jeg første gang op af en spansk oversættelse af et digt af Michael Strunge. Oplæsningen fandt sted i Chiles hovedstad Santiago på kulturcentret La Casa Colorada. Digtet jeg læste op var ”Helligt Helligt” fra Popsange (1983):

“Vor guddom er kærlighed
       nu og altid båret imellem os”.  
(s.614
Jeg husker publikums reaktioner: et overraskelsens, nydelsens og forbavselsens ‘åh’ frembragt af dette muntre, krystalklare og musikalske digt. Nogle år senere satte gruppen Insülar musik til nogle af Strunges digte. På et propfuldt spillested tæt ved Santiago centrum gav gruppen en koncert foran begejstrede unge. Alle sang med på sangen “At kalde dig delfin”, baseret på Strunges digt. Gruppen Insülars logo er en delfin, det legesyge dyr, som den danske digter havde digtet om. Publikum jublede, og dengang som nu er Strunge på mange af chileneres læber. 
Den danske litteraturprofessor Anne-Marie Mai besøgte Santiago i efteråret 2003. Hun holdt flere forelæsninger om Michael Strunge i Kulturhuset La Chascona, den chilenske digter og nobelprismodtager Pablo Nerudas hus, som ligger på en af San Cristóbal-bjergets skråninger. Også Malmø-digteren Lasse Söderberg var i Santiago for første gang i de dage. Vi satte hinanden stævne på Martas Café i Providencia-gaden, hvor Lasse læste nogle af sine digte op i spansk oversættelse. Blandt de tilstedeværende var flere chilenske forfattere, der havde været i eksil i Sverige under Pinochets diktatur 1973-90, blandt andre digteren Sergio Badilla og romanforfatteren Jorge Calvo. Selv læste jeg op af nogle oversatte digte af Michael Strunge.
Men hvordan gik det til, at Michael Strunges digte kom til Chile? Lad mig fortælle historien, som jeg husker den!

Kulden og mørket
Jeg kom til Malmö i begyndelsen af 80´erne. Jeg var på flugt fra Pinochets militærdiktatur. Jeg havnede i et koldt land. Jeg var alene. Det var bare med at få vinteren overstået. Jeg tænkte virkelig: Det er bare med at få vinteren overstået. Jeg lejede en lejlighed af en ven i Repslagaregatan i Gamla Stan i Malmø. Min ven var vildt optaget af økologi, så hans lejlighed var uden centralvarme. Han ville kun bruge en brændeovn. Allerede i Finlands Kalevala-digte og i de gamle nordiske sagn er naturen ubarmhjertig. Den nordiske kulde er legendarisk. Den argentinske forfatter Jorge Luis Borges hævdede, at kulden kan have moralsk værdi. Det ved jeg nu ikke rigtig. Det var bare meget koldt.
Kulden gjorde ondt, særligt om morgenen. Jeg så på min egen ånde og måtte stå op. Jeg gik hen over isen, tog bussen for at undervise på Rosengård, en skole i udkanten af byen. Jeg ville tjene til livets ophold på anstændig måde, selv om jeg var led og ked af jobbet.

De gamle nordboere havde nattekalendere: De talte tiden i nætter.
Det var mørkt, når jeg tog af sted, og mørkt, når jeg kom hjem. Der er folk, der forbinder kulden med dårlig stemning, stilstand eller et lands økonomiske situation. Kulden er en metafor for modgang. Jeg valgte at tage kampen op mod den konkrete kulde: undertrøje, trøje, en trøje til, to bluser, pullover og en sweatshirt udover. Under cowboybukserne lange underbukser og to par strømper. Jeg lignede et løg. Indimellem fik jeg held til at varme mig sammen med en svensk pige, og jeg oplevede saligheden ved at sove i ske med en arbejdskollega med skønne former.
En aften hørte jeg råb i Repslagaregatan og kiggede ud ad vinduet. En af naboerne, en ung mand, stod med blottet bryst og svingede med en flot kårde i Ninja-stil. Han lavede orientalske øvelser. En af nabokonerne blev utryg. Hun ringede til politiet og fortalte, at der stod en gal mand nede på gaden.  Politifolk stimlede sammen på afstand af samuraien. Ninja-fyren stillede sig kamppositur og gjorde nogle meget atletiske bevægelser. Politiet skød ham med 11 skud. De slog ham simpelthen ihjel. Politieffektivitet. Synet var sørgeligt. Det svenske politi er ikke til at spøge med, tænkte jeg.

Hver lørdag kl. tre om eftermiddagen forlod folk Malmø. De efterlod sig ensomhed og tomhed. Alt var lukket. Malmø var en spøgelsesby, når aftenen faldt på. Om lørdagen blev skodderne var slået for, og vinden blæste. Den nederdrægtige vind, der gør alting værre i Malmø. Jeg undrede mig over, hvor folk var henne.  Malmø forekom mig at være et kloster. Det var en by, der lukkede sig om sig selv, selvtilstrækkelig og uden nysgerrighed over for andre kulturer. Ingen rejste nogen steder, og ingen lod til at være generet af det. Hvad skulle man tage sig til? Jeg så mig om og besluttede at opsøge det offentlige rum, mødet.

Lysets komme - ogCafé Siesta
I gården i min ejendom fik jeg øje på et atelier. En maler gik til og fra et lærred med sin pensel. Jeg kunne se, at han varmede en flaske vin på sit varmeapparat. En god måde at bekæmpe kulden på, tænkte jeg og gik derned. I den samme gård boede Fredrik Eklund, skak- og fodboldspiller samt forfatter. Han havde lige udgivet sin første roman, Stuv Malmö, kom! (1984) hed den, og den var fremragende. Også maleren Kalle Olsson boede der og havde et hjemmebrænderi, hvor han i smug fremstillede snaps. Det gik op for mig, at jeg var havnet i en kunstnerhule. Den 13. december var det Santa Lucia. På arbejdspladserne, i skolerne, børnehaverne og herbergerne vælger man hvert år den smukkeste pige, som i morgenmørket klæder sig helt i hvidt og sætter en grankrone med levende lys i håret. Sammen med sine terner bærer hun lyset frem alle vegne. Så synger svenskerne: “Sankta Lucia, Sankta Lucia”. Hjemme i gården havde vi vores egen lysets fest om natten, hvor vi sang berusede sange til Lucia, lysets jomfru og bad hende skænke os sine syner og sin indsigt.

Om aftenen gik jeg hen på Café Siesta, som lå på et hjørne af Långgatan, en blok væk fra min egen dybfryser. Café Siesta blev på den tid drevet af to svenske piger: Kerstin og Anna. De talte glimrende spansk med andalusisk accent, for de havde boet en tid i Spanien. Skæbnen ville, at Café Siesta blev et kulturelt mødested for en flok litterært interesserede latinamerikanere: Rubén Aguilera, Jesús Ortega, Jorge Calvo og Juan Cameron. Og fra Stockholm kom Sergio Badilla rejsende til. Han havde skabt transrealismen inden for poesien, hvor han bruger et tidsperspectiv, der hela tiden forendrer sig og udvikler sig af et mytestof. Om aftenerne og lørdag formiddag snakkede vi med kvinderne, mens vi drak kaffe og spiste svenske kager, som smagte godt. Vi søgte sammen i en stamme midt i en globaliseret verden. Vi forvandlede os til et kulturelt mindretal, en selvbevidst etnisk minoritet. I det postmoderne samfund var stammen blevet det medie, hvorigennem vi kunne kommunikere med verden. Vi var fortabte, det er sandt, men vi søgte en meningsfuld tilværelse i kærlighed og venskab, kunst og erotik, i skønhed og godhed. Vi organiserede Aura Latina-dagene i en kommunal kunsthal, hvor vi blandede musik, litteratur og maleri. Vi klistrede byen til med plakater og holdt kulturfester. Vi dannede et forlag, Aura Latina.
Efter nogle måneder udgav vi vores første bog med tekster af både svenskere og latinamerikanere  – den hed Irrande Trägårdar (Vi lånte metaforen ”omstrejfende haver” af den  første postmodernist, mexikaneren Octavio Paz) Vi følte, at vi strejfede om i en postmoderne tilstand. I bogen medvirkede blandt mange andre svenskerne Håkan Sandell,  Fredrik Ekelund, Lasse Söderberg, Oscar Hemer og Cristina Claesson – og chilenerne Jesús Ortega, Rubén Aguilera og Jorge Calvo.
Her må jeg lige minde unge læsere om, at vi reagerede på tendenser i 1970’ernes såkaldt “engagerede” og politiske litteratur. Her blev der altid spurgt til det politiske budskab og forfatterens meninger. Men 70’ernes militante litteratur veg i 1980´erne  pladsen for en litteratur, der interesserede sig for eksistens, følelse og erotik. Der blev midlertidigt lukket ned for 70´ernes svulstige og altforklarende prosa og for kamppoesien. 1980´ernes unge kunstnere nærede ikke nogen tillid til de metafortællinger, som i moderniteten havde fået mennesket til at håbe på fornuftens magt til at forbedre verden.  En radikal skepsis og en lyst til at opsøge eksistentielle paradokser afløste fornufttænkningen. Rockmusik, punk, romantik og symbolisme indgik nye forbindelser og hybridformer. Realismen blev fantastisk.
Baggrunden for, at de nye strømninger i den nordiske 80´er-digtning fængade hos mig og andre unge chilenaren, var, at vi var vokset op med eksperimenterende , politisk digtning, som begyndte at virke banal på os, og som ikke længre talte som nogot væsentligt. Denna digntning var blevet introduceret i 1954, da Nicanor Parra udgav sin indflydesesrige bog Digte och antidigte. Hans prosadigte och talesprogspoesi var en poetisk revolte, fordi han srkev om hverdagsliv, tilfojet en god portion humor og selvironi, og dermed fjernede sig fra Pablo Nerudas retorik. Parra blev et forbilllede for mange andra digtare, der ville befri sig fra alt for velkendte, melodramtiske i digtningen.
I beggyndelsen af 1970´erne havde militæret taget makten i flera latinamerikanske lande –i Uruguay 1971, i Chile 1973 og i Argentina 1975. Konsekvenserne var blodige, og månge digtare matte flygte og levde i eksil. Samtidigt mistede talesprogsdigtningene og manifestdigningen sin betydning for de unge –den var alt for bundet till konkreta situationer och sammenhænge. Den verden, vi vågnade op  til, var forandret, og vi så os om efter en helt anden slags poesi og kunst, der kunne ramme eksistensen i det nye virtuelle og globale liv.

Malmø-slænget
Digteren Håkan Sandell boede på et hummer på tredje sal i Engelbrektsgatan. Han havde en gammel seng, og bøger og tøj lå smidt rundt omkring. Midt i dette sceneri interviewede jeg ham til den (nu hedengangne) avis Arbetet, som jeg skrev for mod nogle håndører, der supplerede min lærerløn. Håkan Sandell talte dunder imod Stockholms forældede, konservative og selvrefererende kulturelle hegemoni. Jeg følte, at vi havde noget til fælles. Vi var begge marginaliserede: Selv kom jeg fra en indvandrerkultur, mens han var fra provinsbyen Malmø. Hver weekend organiserede vi kunstneriske aktiviteter i spillestedet Fredman, som lå i nærheden af Folkuniversitetet og blev drevet af Ingmar Holm. Jeg foreslog Håkan Sandell at lave en poesioplæsning på Fredman, og Håkan syntes, vi skulle have nogle flere med. Så han bad mig tale med Clemens Altgård. Til forskel fra Håkans lejlighed var Clemens’ hjem ordentligt og ryddeligt. Her boede han med Pia Lund og deres første barn. Han viste mig nogle plakater i dada-stil med sine digte. Han snakkede om nogle punk-grupper, bød mig på dyr italiensk likør og forærede mig bogen Kristall Skeppet med hans oversættelser til svensk af Michael Strunges digte. Han havde studeret ved Lund Universitet og vidste en masse om avantgardens opkomst. Jeg offentliggjorde interviewet med Clemens i Arbetet, og vi blev gode venner. Det var inspirerende. Vi blev ofte oppe til langt ud på natten for at diskutere litteratur. Clemens oversatte senere chileneren Rubén Aguileras digte i Los Escarabajos, som blev vældig godt modtaget af den danske kritiker Poul Borum. I Ekstra Bladet udnævnte han oversættelsen til en af årets bedste bøger.

“Malmöligan live i Fredman” stod der på plakaten: Håkan Sandell, Clemens Altgård, Lukas Moodyson, Kristian Lundberg, Per Linde og Martti Soutkari. Fredman blev fyldt med punkere klædt i rasende sort, som de havde købt i genbrugsbutikken i Södra Förstagatan. Det var enkelhed og legesygen i den litterære kreds, Malmöligan, som tiltrak det unge publikum. Den skandinaviske punk var ikke som i England et oprør mod monarkiets værdier og de statslige autoriteter. Det var et oprør mod et mindreværdskompleks. De unge ville lyttes til for det, de var. Idéen var følgende: “Gør det selv, og gør det på jeres lokale dialekt”.
Håkan Sandell var genert anlagt og forsøgte at overvinde over sin sceneskræk i Fredman ved at drikke. Han lignede en rockversion af den amerikanske digter Charles Bukowski. Og han fik en succes dén aften. Hans digt “Jeans” tiltrak sig det unge sortklædte publikums opmærksomhed. Det jublede umådeholdent. Rubén Aguilera og jeg slæbte Håkan hjem til hans hybel på tredje sal i Engelbrektsgatan og efterlod ham i hans kæmpestore møgseng. Så gik vi selv ned og sluttede aftenen på Jazzcaféen, der var et godt ølsted på Södra Promenaden nær kanalen. Jazzcaféen blev drevet af nogle af vores afrikanske venner drev. Rubén Aguilera døbte med sin åndssvage humor stedet Negercaféen.
Jeg kommer pludselig i tanker om en score-teknik fra dengang: via anklerne. En svensk pige i tynde sandaler sad med fødderne oppe på en anden stol. Rubén nærmede sig hende, greb hende om anklerne og sagde: “Dine ankler ligner dem hos kvinderne hjemme i min landsby Antofagasta”. “Og hvordan ser så kvindernes ankler ud hjemme i din landsby?” spurgte den svenske pige. “Fine og tynde.”
 Da interviewene med Håkan Sandell og Clemens Altgård havde været trykt i Arbetet udgav vi på Auta Latina-forlaget en bog med Malmöligans digte. Det var en antologi på spansk med de nye digtere i Malmø, og den blev præsenteret i Chiles hovedstad 1990 ved et oplæsningsarrangement. Jeg tog danskeren Michael Strunge med i antologien af indlysende grunde: Den nye litterære vitalitet i Malmø havde stærke forbindelser til Danmark.

Den danske forbindelse
Den smukke skandinaviske by Malmø med den nederdrægtige vind havde adopteret mig og vist mig ømhed på afstand.  Mit eksils by, som jeg i starten afskyede, præsenterede mig for svenske kvinder i det gamle værtshus Två Krögare i Storgatan. Nu hvor årene er gået, tænker jeg på, hvor jeg dog savner den lokale beværtning, i daglig tale kaldet Bullen (Bull’s Eye). Og da jeg fik kærester tillod byen mig at komme overens med den.
En dag tog en veninde mig med på druk på Københavns Strøg. Sådan opdagede jeg, at det bedste ved Malmø er byens nærhed til København, Danmarks livlige hovedstad. På vej tilbage satte vi os ind på en af færgebarerne og spiste en fiskesandwich med øl til i bevidstheden om, at ude i mørket lå havet frossent og gråt. Med armene om den dejlige svenske pige forstod jeg endelig, at livet havde givet mig (endnu) en mulighed.
Det var i København, at det nye skete. I København var en ny poetisk bølge var ved at opstå. Dens ledende skikkelse hed Michael Strunge, og han indvarslede sammen med Pia Tafdrup, Søren Ulrik Thomsen, Bo Green Jensen, Jens Fink-Jensen og F.P. Jac en revolution i den nordiske poesi, en ny guldalder. Den unge Michael Strunge var en profetisk poet i stil med Whitman, Blake og Rimbaud. Han var allerede en berømthed, og vi blev dybt influeret af hans digte og optræden. Han blev inviteret over for at læse op af sine digte på et kunstgalleri i Malmø. Han var lidt nervøs og lignede en smilende munk, klædt (naturligvis) i sort. Og så begyndte han at læse med musikalsk og rytmisk sans.
Strunge var en energisk digter. Stærk, men samtidig skrøbelig, med dødsbevidsthed og en tvangsmæssig ambition om at ville ophæve tiden. Drømme og visioner og angsten for at miste dem gennemtrænger hans digte. Strunge bevæger sig mellem livsglæden og drømmene om en bedre verden – og den dybe modløshed, fremkaldt af en kold og ensom omverden. Hans kropslige og fragmentariske digtning indeholdt stor erotisk-mystisk eller religiøs spænding sammen med de klassiske temaer om kærligheden, døden og modløsheden. Han var i kontakt med både eros, psyke og tanatos. Han digtning er romantik og symbolisme:
“Jeg elsker dig når du vækker mig
   med en kusse der lyser i mørket.”
Selv forbandt jeg også hans digte med min landsmand Gonzalo Rojas’ voldsomt strømmende poetiske vitalitet. Gonzalo Rojas debuterede  1948 med diktsamlingen La Miseria del Hombre och har senere udgivet  Contra la muerte, Oscuro och andre titler. Og faktisk var Rojas og hans livfulde poesi, hans kosmiske digtning, fremme i Sydamerika på samme tid i 1980-talet. Det moderne menneske, som med sit neurotiske og splittede væsen søger en sjæl og en indre rejse.
Sedan början av nittiotalet har Rojas belönats med en lång rad viktiga litterära priser:  Reina Sofía, Chiles nationalpris i litteratur, Premio Octavio Paz. Den chilenske poeten Gonzalo Rojas har tilldelats Cervantespriset, den spansktalande världens mest prestigefulla litteraturpris 2004.

“Yo no descanso nunca.
 Yo no tengo reposo
 porque me estoy haciendo y deshaciendo”.

 (“Jeg hviler aldrig. / Jeg finder ingen hvile / for jeg skaber og opløser ustandselig mig selv”. Fra digtet ”Descenso a los infiernos”. (Nedstigning til underverdenen) Miseria del Hombre, 1948). I 1990´erne blev Rojas tildelt Chiles store nationalpris i litteratur, och i 2004 fik han den spansktalende verdens meste prestigfyldte litteraturpris, Cervantesprisen.
Strunge nåede ikke at uppleva berommlesen som Rojas, men han blev allerede i levande en myte og et ikon også uden for Danmark. Hans tidlige død var en sorg for hans læsere.  Men sorgen blev også en kilde til fornyelse og en kreativitet affødt af et ustandseligt ønske om at fortælle andre det, som var sket, og alt hvad man havde oplevet med digtene. Strunges digtning overvældede os og var med sin indflydelse en del af en kulturel revolte i Malmø.

Nordisk litteratur
På samme måde som vi i Latinamerika nogle gange spørger os selv, om der findes en latinamerikansk litteratur på tværs af landegrænserne, spørger nordboerne sig selv, om der findes en nordisk litteratur. Uden at være litteraturhistoriker er det mit indtryk, at der i 1980’erne igen opstod en nordisk litteratur. Der fandtes en nysgerrighed og kontakt på tværs af grænserne. Michael Strunge blev en skandinavisk myte og blev oversat i Stockholm i magasinet KLO og i Malmø af Clemens Altgård. På samme tid begyndte jeg at oversætte ham til spansk. I beundring og som en hyldest til den indflydelse, han udøvede, oversatte jeg en række af hans digte til spansk og udgav dem i bogen La Pandilla de Malmö. Jeg præsenterede for første gang Malmöligan i Chile i 1990, da demokratiet kom. Det foto af Strunge, som jeg brugte i bogen, havde Pia Lund taget af ham i Malmø.

Den lille revolte i Malmø kæmpede for friheden til at synde og ikke at adlyde og den fik sine egne publikationer. Tidsskrifterne trykte oversættelser af forskellige latinamerikanske indvandrere – heriblandt Marusia, der også bragte morsomme karikaturer af min ven José Luis Liard, en kunstner fra Uruguay. Der var oplæsninger og litterære kabaretter i det Latinamerikanske Hus i Malmø og andre steder. I 90’erne begyndte bevægelsen at gå i opløsning. Malmøs litterære netværk havde ikke mange kontakter til de store medier. Bøgerne blev udgivet på ubetydelige forlag ,og vi var helt uden for de store litteraturmafiaer i Stockholm, som lignede en art øde øer, fjernt fra provinsens Sverige. Den svenske kulturcentralisme var ude af stand til at høre, at der foregik noget vigtigt i dens periferi. Jeg husker, hvordan stockholmerne – når de overhovedet skrev om kulturlivet i Malmø – anlagde en farverig betragtning, som havde de været på et eksotisk besøg i Congo!
Men den tids vitalitet i Malmø, den blanding af kulturer, den antiakademiske energi, den skabende frihed og Strunges indflydelse lagde grunden til vigtige indsigter, som vi stadig tager med os i andre og nye sammenhænge.
Mens årene går for os, ældres Michael Strunge ikke, og hans digte går ikke af mode. Han er blevet en tidløs klassiker for mange af os. En gud, der hersker i drømmen.    
Det er slet ikke så mærkeligt, at Michael Strunge bliver læst og kommenteret på den anden side jorden i så fjerntbeliggende et land som Chile, hvorfra jeg (en dødelig) husker ham i dag. Mindet om ham liver mig op.


Omar Pérez Santiago (født 1953) har blandt andet skrevet Malmö är litet (Malmø er mindre), Memorias eróticas de un chileno en Suecia (En chilener i Sverige skriver sine erotiske memoirer) og den grafiske roman Negrito no me hagas mal (Søde ven, gør mig ikke ondt). Han har  udgivet La pandilla de Malmö (Malmöligan) med oversættelser af svenske digtere.
Oversat fra spansk af Sara Høyrup / www.texthouse.eu
Foto: Claudia Pérez 


(EN BOG OM MICHAEL STRUNGE,
Redigeret af Anne-Marie Mai og Jørgen Aabenhus, ISBN 978-87-21-03231-9
277 sider, illustreret med 16 sider foto.)